Tinas
billede af Tina

» Dagbladet

» Øvrige

Tilbage til artikeloversigt

Dødssyg mor kæmper for sine børn

7. april 2008

Roskilde Kommune er selv skyld i, at en dødeligt syg mor har fået fjernet sine børn. Det mener kvindens advokat, der er rystet over kommunen.

Roskilde Kommune er selv skyld i, at en dødeligt syg mor har fået fjernet sine børn. Det mener kvindens advokat, der er rystet over kommunen.

Advokaten for en 32-årig mor retter en skarp anklage mod Roskilde Kommune. Advokaten, Birgitte Harring-Lund, mener ifølge Dagbladet Roskilde, at kommunen selv bærer en stor del af ansvaret for, at selvsamme kommune tvangsfjernede den 32-årige Tina Christiansens datter på et år og søn på tre år den 14. marts i år.

Tina Christiansen lider af nervesygdommen ALS, der på under et år har bundet hende til en kørestol og gjort hende afhængig af hjælpere døgnet rundt. Og netop de mange hjælpere har været et af kommunens argumenter for at tvangsfjerne børnene.

- Det er jo netop kommunen, der står for den hjælpeordning, og Tina har i løbet af det sidste halve år igen og igen gjort opmærksom på, at det ikke var godt for børnene, at der har været så mange forskellige hjælpere, siger advokat Birgitte Harring-Lund til avisen.

Hun har været advokat i sager om tvangsfjernelser utallige gange, og hun har med egne ord aldrig oplevet noget lignende.

- Hvorfor har kommunen ikke skaffet faste hjælpere med det nødvendige børnekendskab? Der er jo ikke tale om en mor, der udsætter sine børn for omsorgssvigt. Det her er en dødeligt syg mor, der har brug for hjælp til at være mor for sine børn i den tid, hun har tilbage, siger hun.

En anden grund til tvangsfjernelsen er, at Tina Christiansen ifølge kommunen selv har afbrudt samarbejdet med den kontaktperson, som hun har været tilknyttet. Men det afviser moren blankt.

- Men hvad der end er sket mellem Tina og hendes kontaktperson, så er det uhyre fattigt, at kommunen ikke går ind i en dialog med Tina og får opklaret, hvad der er sket, før de tvangsfjerner hendes børn, siger advokaten.

Hun arbejder lige nu på at give Tina Christiansen mere tid med sine børn end de to gange halvanden time om ugen, der er tilfældet lige nu. Og på længere sigt arbejder hun på at få børnene hjem til deres mor igen.

- Men der er ikke tid til en lang sagsbehandling. Der skal ske noget hurtigt, hvis Tinas børn skal stå tilbage med et ordentlig minde om deres mor, understreger Birgitte Harring-Lund.

Socialdirektør hos Roskilde Kommune, Yvonne Barnholdt, vil ikke udtale sig om sagen. Roskilde Kommunes børn- og ungeudvalg skal den 17.april tage stilling i sagen.


line

Donationer er hjerteligt velkomne på reg. nr. 2905 og konto nr. 2551 953 966