» Dagbladet

» Øvrige

Tilbage til artikeloversigt

Året der tog hendes førlighed og børn

På under et år har 32-årige Tina Christiansen fået konstateret en dødelig nervesygdom og fået tvangsfjernet sine to mindste børn.

Af Mette Lyhne

Den ældste datter bor stadig hos sin mor, den 32-årige Tina Christiansen. Og det kan høres, for datteren er en ægte 14-årig med mobiltelefonen presset mod øret og et raseri mod det meste af verden. Sønnen på tre år og datteren på halvandet år er væk - de blev tvangsfjernet den 14. marts. Hjælperen er ved at gøre klar til aftensmaden efter Tinas anvisninger. Han piller løgene og hakker dem. - Er det godt nok, spørger han Tina Christiansen, der har kørt sin kørestol ud i køkkenet for at være lidt med. Hun kan ikke selv lave maden, for hun står dårligt, og hendes finmotorik er efterhånden væk. - De skal hakkes finere, siger hun opmuntrende med et drilsk smil i de brune øje. Hjælperen gør, som han får besked på. For han er der kun som hendes arme og ben. Hovedet fejler ikke det mindste, men nervesygdommen ALS har taget hendes mulighed for at bruge kroppen til ret meget fra hende. Også stemmen lider under sygdommens fremfærd. Men hun kan stadig tale, selvom om det går langsommere, end det gjorde, da det hele begyndte for snart et år siden.

Svimmelhed
Tina Christiansen fødte sin yngste datter i oktober 2006, og det var derefter, det begyndte. Først kom svimmelheden og trætheden. Og så kom de mange fald. - Min familie blev ved med at sige, at det nok var en fødselsdepression. Men jeg vidste, at der var ved at ske noget med min krop, husker Tina Christiansen. Hun blev bange for, hvad kroppen kunne finde på, og efter at have været indlagt i fem uger på Roskilde Sygehus flyttede hun hjem til sine forældre, fordi hun var bange for, hvornår hun næste gang ville falde pludseligt og uden grund. I april 2007 faldt hun så uheldigt, at hun brækkede noget i ryggen. Hun blev indlagt på Roskilde Sygehus, men lægerne havde svært ved at give en præcis diagnose for, hvad der var ved at ske med hende. Diagnosen kom i juni, hvor lægerne på Rigshospitalet slog fast, at Tina Christiansen lider af nervesygdommen ALS. En sjælden sygdom, der nedbryder de nerveceller i ryggen og hjernen, der gør, at vi kan bestemme over, hvad vores krop gør. De fleste med sygdommen lever med den mellem tre og fem år.

Hjælpen
Tina Christiansen husker, at hun først gik fuldstændigt i chok, da hun fik beskeden. - Og så gik jeg endnu mere i chok og tænkte: Hvor lang tid er jeg her så? siger Tina Christiansen, der af og til bliver afbrudt af sin ældste datter, der konstaterer, at nu er det tvingende nødvendigt, at hun cykler hen til sin kæreste. Med diagnosen fulgte også en akut besked fra lægerne til Roskilde Kommune: Tina Christiansen skulle have hjælp til at fungere, selvom hun boede hjemme ved sine forældre, der gjorde alt, hvad de kunne, for at kompensere for datterens svigtende evner. Så allerede kort efter diagnosen blev stillet, fik Tina Christiansen hjælpere stillet til rådighed 24 timer i døgnet. - Det var svært at vænne sig til, for jeg har altid været meget selvstændig. Og pludselig var både mine forældre og hjælperne hele tiden med til at bestemme, hvad der skulle ske, forklarer Tina Christiansen. Det var også svært for hendes forældre, der både skulle håndtere alt det praktiske og finde ud af, hvordan man lever med, at ens datter har en dødelig sygdom. Og i august blev det så for meget for Tina Christiansens mor, der bukkede under presset. - Jeg kan godt forstå, at min mor kortsluttede. Pludselig boede hun jo med mig, mine tre børn og en ekstra hund, siger Tina Christiansen og smiler lidt med det tragikomiske i den situation, hun og hendes familie pludselig var havnet i. Situationen var på ingen måde holdbar, og Tina Christiansens veninde og nu bisidder, Charlotte Berg, tog fat i kommunen og efter et par mellemregninger, hvor Tina Christiansen boede i to forskellige sommerhuse, endte den lille familie i huset i Egegårdsparken, hvor de flyttede ind i oktober sidste år. Tina Christiansen har gradvist fået det værre, og i dag rejser hun sig ikke ret ofte fra kørestolen. Derfor har det også været hendes hjælpere, der stod for alt det praktiske med de tre børn. - Da vi lige flyttede herind, var det hele kaos. Det var hele tiden nye hjælpere, og det var først, da jeg fik lavet en mappe, der i detaljer beskev, hvordan hverdagen skulle foregå, at der begyndte at komme lidt styr på tingene. Og det var hårdt, for børnene var selvfølgelig frustrerede over alt det kaos, forklarer Tina Christiansen.

Kommunen
Med sygdommen, hjælperne og de hjælpemidler, der efterhånden flyttede ind i det lille hus, kom også det kommunale system. Tina Christiansen fik tildelt en kontaktperson fra familiecenteret på Frederiksborgvej. Kontaktpersonen skulle stå for alt det praktiske i forhold til hjælpere, og hun skulle føre tilsyn med familien - det vil sige sikre sig, at børnene havde det godt. Og så fungerede hun også som terapeut for den ældste datter, der havde mere end svært ved at tackle, at hendes liv pludselig var blevet en noget rodet og alvorlig affære. Kontaktpersonen mødte fast op i hjemmet hver tirsdag aften for at holde øje med tingenes tilstand. Derudover skulle Tina Christiansen selv møde op i familiecenteret to gange om ugen for at tale med kontaktpersonen om alt det praktiske. Et af møderne i hjemmet husker Tina Christiansen særligt tydeligt. Hun sad med sin lille datter på skødet, da den lille begyndte at glide. Til sidst gled datteren ned langs kørestolen og endte på rumpen på gulvet, hvor hun satte i et hyl. Ifølge Tina Christiansen fik kontaktpersonen datteren fisket op til sin mor igen, der så begyndte at trøste. - Og det er sket den ene gang. Kun én gang, slår Tina Christiansen fast. Grunden til, at det er vigtigt for hende at understrege, hvordan hun mener den episode udspillede sig, er, at der står noget helt andet i den rapport, kontaktpersonen udfærdigede efter besøget. I den står der, ifølge Tina Christiansen, at datteren røg ned på hovedet. Der stod også i samme rapport, at børnene fik alt for meget slik, hvilket Tina Christiansen er helt på det rene med. - Jeg var lige flyttet ind, så der var mange praktiske ting, jeg ikke havde på plads. Blandt andet stod slikket i et skab, hvor min søn kunne nå det, og det var ikke smart. Men det er vel de færreste, der lige er flyttet, der har styr på det hele, funderer Tina Christiansen. For hende var der tale om detaljer, som hun gerne ville samarbejde med kontaktpersonen om at få på plads. Men et brev fra kommunen antydede over for den 32-årige mor, at kontaktpersonen og kommunen var af en anden holdning. Her blev Tina Christiansen og hendes bisidder indkaldt til et møde den 14. februar i år. Af brevet kunne de læse, at det var for at drøfte en indberetning, men ifølge veninden og bisidderen, Charlotte Berg, kunne de ikke vriste nogen nærmere forklaring ud af kommunen. - Vi ville jo gerne vide præcist, hvad det var, der skulle drøftes, men det eneste svar, vi fik, var »børnenes situation,« forklarer Charlotte Berg.

Bange anelser
For Tina Christiansen betød brevet bunker af bange anelser. - Jeg har igen og igen spurgt kommunen, om det her kunne ende med, at jeg mistede mine børn. Og hver eneste gang har de beroliget mig og sagt: Der sker ikke noget - vi hjælper dig, siger Tina Christiansen. Men der skete noget. Godt nok ikke den 14. februar, for det møde blev aflyst, fordi de yngste børns sagsbehandler blev syg. Næste møde blev sat til den 17. marts, men heller ikke det møde blev til noget. For den 11. marts var kontaktpersonen fra familiecenteret på et af sine ugentlig besøg. Charlotte Berg besluttede sig for at dukke op, fordi hun og Tina Christiansen ville drøfte de ting, de ikke mente kørte, som de skulle. - Vi ville snakke med hende om det hensigtsmæssige i, at hun sådan set havde tre roller i forhold til familien: Hun var den praktiske støtte, tilsynsfører og terapeut for den ældste. Og det skabte en mistillid mellem Tina og hende, forklarer Charlotte Berg. Kontaktpersonen henviste, ifølge Charlotte Berg, til kommunen. Men et par dage efter ringede kontaktpersonen selv og sagde, at hun ville slutte samarbejdet med Tina Christiansen. »Jeg kan stadig trøste dem, kramme dem, holde om dem, opdrage dem, grine med dem. Jeg kan stadig være mor. Jeg har bare brug for, at der er nogen, der er mine ben og arme, og det kunne kommunen godt hjælpe mig med, hvis de ville« Tina Christiansen, om sine to mindste børn, der er blevet tvangsfjernet.

Tina Christiansen og Charlotte Berg forventede stadig, at de skulle til møde med kommunen den 17. marts, men den 14. marts kom det opkald, der ændrede det hele. Tina Christiansen blev ringet op fra kommunen og fik at vide, at hun skulle stille i familieafdelingen klokken 11 samme dag, ellers ville der bliver taget en beslutning uden hende. - Jeg vidste slet ikke, hvad det var for en beslutning eller, at der overhovedet var en beslutning på vej, så jeg panikkede, fordi jeg på tre timer skulle have fat i Charlotte eller andre, der kunne tage med mig til det møde, siger Tina Christiansen. På mødet fik hun at vide, at hendes to mindste børn skulle fjernes. Børnenes far var også blevet indkaldt akut til det møde, og han fik tilbuddet om at få de to små børn på fuld tid fra samme dag. - Han har aldrig været alene med den mindste og kender hende ikke ret godt. Så det kunne han ikke overskue, siger Tina Christiansen. Faren sagde da også nej, men arbejder i øjeblikket på at blive klar på flere fronter til at tage sig mere af sine børn. Begrundelsen for at fjerne de to børn var blandt andet, at Tina Christiansen, ifølge kommunen, havde fravalgt tilsynet fra kontaktpersonen, og at der har været alt for mange hjælpere inde over hendes børn. Og Tina Christiansen er helt enig i, at det ikke har været smart, at børnene er blevet puttet og vækket af forskellige hjælpere. Og det har hun også flere gange sagt til kommunen, der ikke har reageret. Og hverken Tina Christiansen eller Charlotte Berg forstår beskyldningen om, at de selv skulle have sagt nej til tilsynet fra kommunen. - De mange hjælpere er ikke et pludseligt opstået problem, og kontaktpersonen havde lige haft to ugers ferie, hvor vi altså slet ikke havde været under observation. Så jeg forstår overhovedet ikke, at det hele pludselig blev akut, understreger Tina Christiansen. Besøgene Samme dag måtte Tina Christiansen derfor aflevere sine to små børn hos en plejefamilie. Og siden har hun set dem i et mødelokale i familiecenteret to gange om ugen i halvanden time ad gangen. - Jeg har svært ved at beskrive, hvordan jeg har det, men jeg er tom indeni. Der er ikke rigtigt mere, siger Tina Christiansen. Hun er oprevet over, at hvad der begyndte for snart et år siden med en livstruende diagnose, er endt med, at hun har mistet sine to mindste børn. - Jeg kan stadig trøste dem, kramme dem, holde om dem, opdrage dem, grine med dem. Jeg kan stadig være mor. Jeg har bare brug for, at der er nogen, der er mine ben og arme, og det kunne kommunen godt hjælpe mig med, hvis de ville, siger hun. Tina Christiansen mener, at løsningen er, at hun får børnene hjem igen med den støtte, hun har brug for. Og det mener hun er faste hjælpere, der ved noget om børn. - Jeg har jo meget svært ved at se ud i fremtiden. Men jeg kan godt være mor for mine børn nu - og jeg kan i hvert fald være det, mens deres far arbejder på at blive klar til at tage over, siger Tina Christiansen. Den 17. april skal Tina Christiansen møde for børne- og ungeudvalget, der sammen med en dommer skal tage stilling til, om hendes to mindste børn stadig skal være fjernet fra hende.